Nogen gange rammer livet så hårdt, at det kan føles som at få en mavepuster. Eller at du går ind i mur og det eneste, du ønsker, er at komme væk fra det hele. Væk fra alt det, der gør noget så ondt. Om det så er ved at begrave dig i arbejdet eller under en dyne på sofaen kan komme ud på ét. På et eller andet tidspunkt, så kryber livet sig på forunderlig vis sig alligevel ind på dig, og så kommer du ligeså stille ud fra dit gemmested – ud til resten af verden igen. Ud til livet.
Det er nu lidt over en måned siden, jeg mistede min halvpart Bobbie, der i årenes løb var blevet min rigtig gode ven. Hun var en fantastisk dejlig hest med stor personlighed, og hun er meget savnet. Især de første par dage var hårde, hvilket den slags altid er, men også en måned efter, kan jeg pludselig stoppe op og tænke på, at hun ikke er her mere. Det er ikke første gang, jeg har mistet nogen, og det bliver med sikkerhed heller ikke den sidste. Det er en del af livet, at vi må sige farvel til venner, familie, bekendte og vores dyr. Men det gør det ikke mindre hårdt, når tiden er kommet til at tage afsked.
Selv har jeg en tendens til at begrave mig i arbejde eller aftaler, når livet gør ondt. På arbejdet eller sammen med andre, er der nemlig ikke helt så meget tid til at tænke på alt muligt andet, og det giver mig en pause fra tankerne. Måske du gør det samme. Eller måske du i stedet gemmer dig under en dyne på sofaen og ser mere eller mindre gode film for at skabe din pause fra de dystre tanker. Måske du endda trøstespiser; jeg selv får i hvert fald pludselig en stor trang til søde sager ved dårlige nyheder. Men ligegyldigt, hvordan du reagerer efter et dødsfald eller andre svære perioder i dit liv, så er det såre vigtigt, at du giver tid til dig selv. Forvent ikke for meget af dig selv, når du står midt i sorgen. Det er okay – faktisk helt forventeligt – at være ked af det! Også en måned efter. Eller to. Eller et helt år. Det tager tid at komme bare nogenlunde til hægterne igen og at nå det punkt, hvor du kan sige “at livet går videre,” og du kan se tilbage på tiden med den afdøde med en glæde og taknemmelighed over, at du i det mindste lærte ham eller hende at kende.
Så tag dig den tid.
Sid på gulvet og græd hjertet og sorgen ud, hvis det er dét, du har brug for. Tag nogle ekstra timer på arbejdet eller bliv frivillig, hvis det hjælper dig til tænke på noget andet for et kort øjeblik. Det er en virkelighedsflugt, javist, men er det den eneste måde, hvorpå du ikke bruge alle døgnets timer på at tænke på sorgen, så kan det også være en hjælp. Måske du endda møder nogle nye personer eller kommer tættere på dine kollegaer på grund af det. Opdager, at de også har oplevet noget lignende, og at de er der for dig på måder, du ikke havde troet muligt. Tænk tilbage på alt det gode, du har oplevet med den afdøde. Værdsæt det. Og giv dig selv al den tid, du har brug for. Tid til at være i sorg. Tid til bare at være til stede. Du behøver ikke at nå alting på én gang; så skidt pyt med, at du ikke har støvsuget en eneste gang i denne måned, eller at nogen må vente en ekstra dag før du svarer på den der email. Det kan godt vente. For dit eget velbefindende er trods alt vigtigere. Og det skal der være tid til.
One thought on “Tid til dig selv”