“Nogen gange rammer livet så hårdt, at det kan føles som at få en mavepuster.”
Sådan startede jeg et blogindlæg for nogle år siden. Og endnu en gang står jeg i en situation, hvor jeg netop føler sådan. Hvor det føles, som om man bliver ramt af en mur, og det eneste, man ønsker, er, at komme væk fra alle de ting, der gør ondt. Dengang skrev jeg om at give sig selv tid til at komme sig, og at det var okay at gøre, hvad man kunne for at komme lidt væk fra smerten, selv hvis det bare var for en kort stund. Nu er jeg blevet ældre, og jeg vil vove at påstå, at jeg med alderen også bliver en smule klogere.
Jeg mener nu stadig, at det eneste, man i virkeligheden kan gøre, når livet rammer én så hårdt, er, at give sig selv tid: For selvom tiden på ingen måde heler alle sår, så gør den dem i langt de fleste tilfælde mindre smertefulde. Og selvom man godt kan have brug for et lille pusterum, hvor det er muligt at tænke på noget andet, så man ikke fortaber sig fuldstændig i smerten, så har jeg tidligere nok egentlig været bange for at føle den. Alle de “dårlige”, uperfekte og ubehagelige følelser, der gør ondt indeni. Men selvom følelserne i det øjeblik, man føler dem, måske ikke er synderlig rare, så er jeg ved at lære, at det er okay at føle dem. At selvom det gør ondt, så er det – så at sige – blot følelser. De gør mig ingen skade som sådan, og det kan faktisk være sundt at lade sig selv føle dem frem for at prøve på at undgå dem.
Nogle ting er man bare nød til at komme igennem – at føle – for at have mulighed for at komme videre.
Ellers hober dårligdommene sig op, som elefanten i rummet, ingen tør spørge ind til. Det bliver denne kæmpe uusagte ting, som man ikke selv tør prikke hul på, men som også gør, at man er nød til hele tiden at lave krumspring for ikke at tænke på det eller komme for tæt på. Men det at man ikke tænker på det, taler om det eller føler følelserne ændrer ikke på kendsgerningerne. Man gør det blot sværere for sig selv, fordi man netop går som katten om den varme grød for ikke at nærme sig emnet eller det, der gør ondt indeni. Og her mener jeg ikke, at det er fordi man er nød til at tale tingene igennem til ren ukendelighed for at gennemarbejde det, men snarere at man er nød til ikke at gemme sig for sine egne følelser eller tanker. For de er bare det: Tanker og følelser.
Tanker og følelser er flygtige og foranderlige.
Hvor slem noget end kan se ud i ens hoved, så ændrer det sig med tiden. At flygte fra følelserne gør blot følelserne større. De har mere magt over dig. Men hvis du blot lader dem være og lader dig selv føle tingene, som de kommer, så mister de denne magt. Det er det samme med tanker. Javist jeg kan alt-alt for let blive fanget i tankernes spind og kan have brug for hjælp af mine nære til at komme ud af en ond spiral. Jeg er selv langt fra perfekt og har også svært ved disse ting. Men jo mere jeg stopper op og indser, at tankerne ikke udgør mig, des mindre lader jeg mig styre af dem. I stedet er det muligt at mærke efter indeni, fokusere på mine værdier og se tingene fra en lidt mere logisk – hvis ikke lysere – side. Og langsomt – ganske langsom – skal tingene nok blive bedre. For livet går trods alt videre, som man siger. Selvom det til tider kan være usigeligt hårdt, så er der stadig glæden, lykkelige stunder og minderne at være taknemmelig for. Det er måske i virkeligheden denne taknemmelighed, der gør, at man på et tidspunkt kommer videre i livet.
Når man pludselig en dag kan se forbi smerten og oplever en taknemmelighed for det man har. For det man har oplevet eller været en del af. Og måske mest af alt; en taknemmelighed for menneskene i ens liv.