Dette års National Novel Writing Month (NaNoWriMo) har været travl. Meget travl. De sidste to uger af NaNoWriMo (også bedre kendt som november af ikke-NaNoWriMo folk) har stået på flere timer på arbejdet end ved et traditionel fuldtidsarbejde, foruden en masse personlige udfordringer og problematikker ved siden af mit eget, store ønske om at skrive de fulde 50.000 ord i løbet af kun én enkelt måned, så skrivetid skulle der også være.
Som jeg fortalte i mit tidligere blogindlæg: NaNoWriMo 2018 Uge 2, så er den tredje uge under NaNoWriMo typisk også den uge, hvor motivationen og lysten til at skrive atter dukker op. De problemer og udfordringer, som man havde under uge 2 bliver løst eller forsvinder, og man kan igen fokusere mere på at skrive. Er man bagud er det også ofte i denne uge, at man indhenter det tabte (eller i hvert fald det meste af det). Men sådan er det ikke altid – og der er store individuelle forskelle. I år var det heller ikke tilfældet for mig. Jeg husker ikke nogensinde at have været så meget bagud, som jeg var i år under uge 3, selvom motivationen i det store og hele skam var der – men det var problemerne fra uge 2 også. Det var som om, at alle udfordringer og problemer fra uge 2 migrerede over i uge 3 uden at give slip eller blive spor mindre. Jeg regnede ikke med, at jeg ville have en særlig stor chance for at vinde NaNoWriMo ved at skrive de fulde 50.000 ord i år.
Men det gjorde faktisk heller ikke så meget.
Jeg havde stadig skrevet meget. Rigtig meget – synes jeg selv – på en roman, jeg startede i juni, og som jeg faktisk ikke havde rørt siden. Og selvom jeg ikke regnede med at vinde, så var jeg i uge 3 allerede umådeligt stolt over alt det, jeg rent faktisk havde skrevet. Romanen – med den fængende arbejdstitel “Falden Engel” – er på mange måder nemlig en for mig meget personlig roman, hvilket på sin vis gør den både utrolig let og utrolig svær at skrive på én og samme tid.
Til trods for, at jeg ikke regnede med at skrive alle 50.000 ord på romanen, så vidste jeg også, at jeg ikke bare havde lyst til at give op og stoppe helt. Jeg gjorde det mit mål at skrive lidt (næsten) hver dag alligevel. Og helst mere end de 1667 ord, som er det sædvanlige, daglige mål. Der sneg sig nu alligevel en enkelt fridag eller to fra skrivningen ind, som kan være såre vigtig for at samle kræfterne, når nu man skriver så intenst, som man gør under NaNoWriMo. Hvorfor stoppede jeg ikke bare hele foretagendet, da slaget syntes tabt, spørger du måske? Det er der flere grunde til. Først og fremmest følte jeg, at jeg i det mindste var nød til at prøve. Jeg har formået at skrive eller redigere mere end 50.000 ord under NaNoWriMo siden 2015, og jeg ville ikke have det godt med det, hvis jeg ikke gjorde mit bedste. Velvidende at ligemeget, hvor meget jeg ville formå at skrive, så ville mit bedste være mere end godt nok. Selv, hvis jeg ikke klarede udfordringen. Dernæst – og vigtigere endnu – så er romanen, jeg arbejder på, blevet mig meget kær: Historien vil gerne fortælles, og karaktererne har noget vigtigt på hjerte, og jeg er den eneste, der kan fortælle historien på min helt egen måde. Historien er blevet vigtig for mig, og alt der kan hjælpe mig til at skrive videre på den modtages med åbne arme. Og for det tredje: Så er NaNoWriMo på mange måder for mig også en vej for at genskabe en skrivevane. I de sidste måneder har jeg nemlig ikke fået skrevet helt så meget, for jeg har arbejdet på et helt andet, nyt og meget spændende projekt, der har taget min sædvanlige skrivetid. Men nu vil jeg gerne ind i kampen igen og komme videre med alle mine skriveprojekter, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.
Det nye projekt skal jeg nok komme meget mere ind på om ikke så længe. Faktisk kommer jeg ind på det allerede i mit næste blogindlæg, der udgives vanen tro på mandag kl. 11:30. So stay tuned 😉
Hvad prøver jeg så at fortælle med dette blogindlæg?
Forhåbentligt er svaret allerede klart for dig. Måske er det ikke endnu. Mit budskab er faktisk ret simpelt: Ligemeget, hvordan din november måned så ud; ligemeget om du deltog i National Novel Writing Month i år; ligemeget om du kun fik skrevet et par få ord på papiret eller kun nåede at lægge værktøjet frem til det projekt, som du havde håbet, du fik arbejdet på, så vær stolt over dig selv. Vær stolt over alt det, du nåede. Vær stolt over, at du også tog tid til dig selv eller var der for din ven i nød, frem for at arbejde på dit projekt. Vi kan arbejde og arbejde med det ene eller det andet, men det betyder ikke noget, hvis vi ikke også får et pusterum i ny og næ, eller lægger tingene til side for at være der for vores nære.