Denne uges blogindlæg er ikke kommet på en mandag, som det plejer. Og det er der en rigtig god grund til: I dag er det nemlig den 1. november, hvilket også er startskuddet til årets National Novel Writing Month (NaNoWriMo / NaNo).
NaNoWriMo foregår som sagt i denne måned og handler i bund og grund om, at man i løbet af blot én enkelt måned skriver en hel roman på 50.000 ord. Og hvorfor så 50.000 ord, spørger du måske? Jo, det er såre simpelt: Det er til dels et nogenlunde håndtérbart antal ord, for det svarer til “kun” 1667 ord om dagen, og til dels er det fordi, en kort roman anses for at være på omkring de 50.000 ord. Er du stadig ikke overbevist? Eller har du flere spørgsmål omkring NaNoWriMo? Så er du kommet til det rette sted! Du kan nemlig læse meget mere om NaNoWriMo i mit tidligere blogindlæg – Foråret er kommet! – der giver et overblik over NaNoWriMo, mens blogindlægget Mærkværdigheder i NaNo-verset omhandler de mange indforståede udtryk og jokes, man støder på i NaNo-regi.
Læsere af min blog (nye som gamle) har nok efterhånden opdaget min store glæde ved NaNoWriMo, som jeg er varm fortaler for. Det er altid godt med nye writing buddies, og jeg anbefaler det altid, hvis jeg hører en ven eller bekendt nævne noget om at de “ikke har tiden” til at gøre et eller andet, de længe gerne har villet gøre eller drømt om. Også selv, hvis de egentlig ikke skriver; for NaNoWriMo er ikke kun for forfattere (in spe). Det er for alle. Alle, der har drømt om at gøre et eller andet, men aldrig kunnet finde tiden til det. Det NaNoWriMo viser er nemlig, at det er muligt at finde tiden i ens ellers så hektiske liv, hvis man virkelig vil det. Og at have en stram deadline hjælper trods alt også.
Måske nogen vil mene, at mine varme ord om NaNoWriMo får det til at lyde som om, at det er let. Dér må jeg desværre skuffe dig, for det er så sandelig ikke let. Jeg har selv vundet både Camp NaNoWriMo og NaNoWriMo et par gange efterhånden, men det tog mig årevis, før jeg lærte at lade være med at lytte til min indre kritiker og stole på, at jeg faktisk kunne skrive noget, der er godt og bare nogenlunde sammenhængende. Det tog mig meget lang tid at lære at slipper tøjlerne og se, hvor historien fører mig hen. For ikke at tale om, hvor svært det var for mig at holde fast i skrivningen efter den første uge, hvor NaNo stadig havde nyhedens interesse og motivationen var høj. Det er virkelig ikke let, og det tager måske lang tid, sved og tårer. Men holder du fast i skrivningen og bliver ved, selvom det er svært at holde motivationen, finde tiden, sætte sig ned og komme i gang og ikke vælte skrivebordet i frustration over hele projektet, fordi du “bare ikke kan skrive noget, der giver nogen mening!” så vid, at det bliver lettere! Og at det er det hele værd i sidste ende. Al irritationen, al usikkerheden alting. For klarer du at komme hele måneden igennem med måske 10.000, 15.000, 30.000 eller hele 50.000 ord, så ved du, at der ikke er noget stort projekt, du ikke kan klare.
Så, hvad venter du på?