Der er noget helt fantastisk ved, at jo oftere jeg arbejder med – eller taler om – noget, des mere begejstret og motiveret, bliver jeg. Javist, der vil stadig være dage og tidspunkter, hvor det er helt umuligt at finde glæden ved arbejdet, men i langt de fleste tilfælde dukker den op igen. Lad os tage skrivningen som eksempel: Når jeg jævnligt sætter mig ned og skriver, redigerer eller brainstormer til den ene eller anden historie (eller et blogindlæg), så glæder jeg mig ofte allerede til næste gang, jeg kan sætte mig ned og arbejde videre, når jeg begynder at pakke mine ting sammen. Dette synes især at blive styrket, når jeg også snakker med nogen, der deler min interesse – selv når det ikke engang er mine egne tekster, vi taler om! Den begejstrede snak om, hvordan en historie kan gøres bedre eller, hvad der gør lige dén bog, som en anden har læst, spændende, smitter så umådeligt meget, og det begynder nærmest at krible i fingrene for at komme hjem til computeren og arbejde på en af mine egne tekster. Går der derimod et par dage uden at jeg fortsætter med arbejdet, så er det som et tog, der mister momentum, og det er både hårdt og svært at tage mig sammen til at sætte mig ned og skrive igen. Når jeg ser på det, der skal redigeres eller på den næste del af min tekst, der skal skrives, bliver det med ét uoverskueligt og hjernen tom. Pludselig kræver det større viljestyrke at blive siddende og trykke på tasterne, mens jeg rynker lidt på næsen, som utilfredsheden over det, jeg skriver, bliver større. For det hele er så meget lettere, når det ikke er længere tid siden end i går, at jeg skrev eller redigerede noget.
Selvfølgelig er det stadig muligt at tage sig sammen for at skrive eller redigere, selvom der er gået lang tid, siden sidst. Ak ja, selv har jeg i perioder ikke skrevet i flere måneder ad gangen! Og selvom det på ingen måde er noget, man skal slå sig selv i hovedet over (vi er trods alt kun mennesker), så finder jeg også at det bliver sværere og sværere at komme i gang med at skrive igen, når jeg lader der gå så lang tid imellem. Derved er der også større risiko for, at jeg med alle mine gode intentioner om at begynde skrivevanen igen kun husker at skrive et par gange i den første uge eller to, hvorefter livet endnu en gang indhenter mig og noget andet med ét synes vigtigere. Det svære i at sætte mig ned og komme i gang bliver af en eller anden grund overskygget af min store glæde ved at skrive, når jeg altså først er kommet i gang.
Når jeg skriver eller redigerer hver dag, så har jeg nemlig ikke bare en skrivevane: Jeg er hele tiden inde i den eller de pågældende historier og deres verden – og jeg kommer i flow. Derved skal jeg ikke, hver gang jeg sætter mig ned, først lige komme i tanke om, hvordan den ene eller anden person er, hvordan den verden nu fungerer eller, hvad der er sket op til nu. Idéer har derudover en tendens til at komme midt i det hele, såsom når man cykler, i bussen eller når man er ved at falde i søvn. Selvom man, som jeg stræber efter, måske kun skriver eller redigerer en lille halv time (nogengange mere) om dagen, så slipper ens hjerne ikke historien, bare fordi man ikke sidder foran computeren længere: Den arbejder videre. Den funderer over, hvad det nu er for nogle skumle mænd, der havde den frækhed at dukke op i historien, selvom de overhovedet ikke har noget at gøre dér. En karakter, hvisker måske i dit øre, hvorfor hun er bange for højder – noget, du først selv opdagede tidligere samme dag, fordi hun så ud af et vindue og blev forfærdelig svimmel. Og når du så også taler med andre om det? En ven, der finder din historie spændende, din familie eller måske endda en anden, der skriver, så sker magien virkelig: Du opdager, at mændene dukkede op, fordi de har store planer om at forgifte en karakter i din historie – noget, der får fatale konsekvenser. Du opdager, hvordan du kan undgå det dér plothul, der har irriteret dig i ugevis, og du lærer nyt om, hvordan du kan bruge en anden type fortæller til at gøre din historie mere dynamisk og levende. Og så kan man jo slet ikke vente med, at få skrevet eller redigeret sin tekst, så alt det, man lige har opdaget og snakket om, kan komme til sin ret.
Så hold fast på vanen (eller skab en ny vane); afsæt tid hver dag, fem gange om ugen eller blot to gange om ugen, hvor du får arbejdet på dit projekt. Og tal med andre om det! Tal med venner, familie – ja, enddog fremmede, hvis du lyster! Og se, hvor meget du ikke får igen bare ved noget så simpelt, som en samtale. Hvis ikke andet, så tør jeg vædde med, at du ikke kan vente med at skrive videre.