Vi ved det alle sammen: Intet varer evigt. Er der noget, som i sandhed er sikkert her i livet, så er det, at tingene forandrer sig – intet forbliver det samme.
I dag er den sidste dag, inden næste måned begynder. Og dette har en stor betydning for mig. Meget større end starten på en ny måned normalt betyder. For den sidste dag i april er ikke kun afslutningen på dette års første Camp NaNoWriMo, det er ligeledes min sidste dag på arbejdet som konsulent ude hos DSB. Det er derfor en bittersød fornemmelse, jeg går rundt med i dag. Sådan er det vel altid ved afslutningen af noget, der har været en stor del af ens liv. Men nu er det jo også sådan at med afslutningen på én ting, så bliver der plads til begyndelsen af noget nyt.
Afslutningen på aprils Camp NaNoWriMo betyder ikke, at jeg med ét vil holde op med at arbejde videre på mit store skriveprojekt, Heksens Lærling. Eller andre skriveprojekter for den sags skyld. Snarere tværtimod: Jeg er kommet så langt i løbet af denne måned, at jeg aldrig før har været tættere på snart at sende den første roman ud til forlag. Der skal stadig laves en masse ændringer til bogen, da det for nylig gik op for mig, hvordan jeg måske kan skære noget af handlingen, så den bliver endnu bedre og mere sammenhængende. Alligevel er den så tæt på at være færdig, at det er lige før, jeg kan smage det. Det er lige før, jeg kan række ud og røre ved den. Færdiggørelsen af Heksens Lærling bliver en anden afslutning, som forhåbentligt bliver begyndelsen til mit liv som romanforfatter. Det bliver i hvert fald ikke den sidste bog, jeg skriver.
Og selvom jeg endnu en gang vil finde mig som jobsøgende efter i dag, så betyder det også, jeg kan stile endnu mere efter mine mål og drømme. Arbejdet som konsulent har været godt og lærerigt for mig, og det har virkelig fået mig til at komme ud af min comfortzone. Men jeg har i den sidste tid også kunnet mærke, at jeg snart ikke længere vil kunne få mere ud af arbejdet hverken fagligt eller i min selvudvikling, og at det måske var ved at være på tide at komme videre. Projektet derude er ved at være afsluttet, og det, der før virkede så langt væk fra min comfortzone – det, der gjorde mig nervøs og gav mig svedige håndflader – er nu blevet hverdag. Jeg går måske ud i ledigheden endnu en gang, men det åbner også op for nye oplevelser og nye udfordringer i min jagt efter et job, der er endnu mere i tråd med min uddannelse, mine håb og mine drømme. Måske drømmejobbet ikke er lige om hjørnet. Måske det kræver endnu flere tidsbegrænsede stillinger som konsulent, inden jeg kommer i nærheden af det. Og måske – bare måske – ligger det allerede nu og venter på mig.
Jeg ved bare, at jeg endnu en gang træder ud i ukendt farvand. Og at jeg vil nyde rejsen undervejs.
Livet forandrer sig.
Og det ser lyst ud.