BlogLivetTanker

Intet er så galt, det ikke er godt for noget

The Journey

Som nogle af jer måske ved, så har jeg i et par år haft mild angst. Jeg har været heldig, at jeg aldrig har oplevet et stort angst-anfald, og jeg derfor har kunnet fortsætte med både uddannelse og arbejde, men det er stadig noget, der har påvirket mig meget. Og til stadighed har indflydelse på, hvordan mit liv er i dag, selvom det efterhånden er relativt sjældent, jeg mærker synderligt meget til angsten. Forleden stødte jeg på denne sætning, der er ment som en såkaldt affirmation:

I know that anxiety is not an enemy, it is a friend that teaches me to take a half a step back and view things from a higher perspective.
– Fra app’en ThinkUp

(Oversat: Jeg ved at angst ikke er en fjende; det er en ven, der lærer mig at træde et skridt tilbage og se tingene fra et større perspektiv.)

Jeg snakker lidt mere om, hvad affirmations – altså bekræftelser er –  i blogindlægget: Mirakuløse Morgener.

Lige netop denne affirmation ramte noget i mig. Angst er ikke mindre end forfærdeligt at opleve – selv i en mild udgave. Også når man ikke står midt i et angstanfald, kommer tankerne alt for let til mest at dreje sig om angsten, og ikke mindst frygten for, hvornår næste anfald kommer. Der er på dét tidspunkt ikke meget, hvis overhovedet noget som helst positivt eller venskabeligt over angsten. Alligevel kan jeg nu slet ikke forestille mig, hvordan mit liv ville have været uden, at jeg dengang for nogle år siden havde mærket til hjertebanken, og derfor også fik utroligt svært ved at sove med tankerne om, hvorvidt der var noget galt med mit hjerte. Det måtte der vel være, når det føltes sådan – ikke sandt? Ikke længe efter mistænkte jeg, at det var på grund af stress, men det var ikke før, jeg gik til lægen, at hun kunne fortælle mig, at det var en mild udgave af angst. Uden at have fået mild angst, var jeg sikkert blevet ved med at tage alt, alt for meget på mig af både ansvar og bekymringer, mens jeg nok ikke ville tage nok tid til mig selv, velvidende at det nu er ligeså vigtigt nogengange bare at slappe af, som det er at lave noget produktivt. Jeg havde nok ikke taget mig så meget tid til de ting, der er virkelig vigtige for mig, såsom at skrive, tage ud og opleve kulturtilbudene og nyde samværet med dem, jeg har kær. Jeg har siden, jeg fik mildt angst, fået en større indsigt i mig selv, mine bevæggrunde og, hvilke ting, jeg synes faktisk er vigtige. Jeg har lært at prioritere og at se tingene fra et større perspektiv.

Selvom det ikke føles sådan, når man står midt i en forfærdelig oplevelse, så er der faktisk i langt de fleste tilfælde et eller andet positivt, der kan komme ud af det – selv ved vores værste oplevelser – om det så er angst, en pinlig episode, en klage på arbejdet, en dårlig chef eller sågar et dødsfald. Det betyder på ingen måde, at du ikke bliver hårdt ramt af det, eller at du ikke kan være negativ over det i øjeblikket og i perioden efter, der selvsagt kan være utrolig hård. Men efter det, så har man et valg: Man kan rejse sig op – forhåbentlig endnu stærkere og med større klarhed over sit liv end før – eller man kan begrave sig endnu dybere i negative tanker eller bekymringstinanker. Tanker, der rent faktisk ikke leder nogle vegne. Tanker vi alle til tider oplever og kan risikere at blive overvældede af, men som man ikke behøver at lytte til. Angsten kan – som for mit vedkommende – måske hjælpe dig med at lære at prioritere din tid og energi, så du ikke bliver helt udkørt, og så du i stedet fokuserer på de ting, der faktisk betyder mest for dig. Klagen kan få dig til at se, hvor dine svagheder er, og hvor du måske skal lægge din energi for at blive endnu bedre til dit arbejde. Dødsfaldet giver dig måske – udover at du stadig har en masse (gode) minder at tænke tilbage på – modet til at gå efter dine drømme og kultivere dine passioner, fordi du har lært at “en eller anden dag” ellers aldrig vil komme. Der er ingen, der kan tage den forfærdelige oplevelse fra dig eller gøre den mindre betydningsfuld. Men oplevelserne er ikke desto mindre med til at forme, hvem vi er – for det bedre og det værre. I dag ville jeg faktisk ikke have været foruden mine oplevelser – heller ikke de svære og de værste af dem, for uden dem ville jeg ikke være den samme. Jeg ville ikke engang have været foruden angsten, for det har været med til at sætte mig ud på den rejse, som jeg er på i dag.

Og jeg kan ikke vente med at se, hvad det næste skridt på rejsen er.

2 thoughts on “Intet er så galt, det ikke er godt for noget

  1. Hey Kat ?
    En lang rejse i din historie.
    Jeg oplever selv angst i forskellige perioder, så du skal ikke være trist,
    jeg tror det sker for de fleste især de gange man rammes af stressende tildragelser i livet;

    “Når jeg at tjene nok til at få skibets bund bevaret inden hun synker”

    Få din angst i relief ifht hvad du kan miste,
    Men endnu vigtigere hvilke muligheder du finder ved at lade roen give lidt mere tid til at samle kræfter og finde en vej frem❤️

    1. Hej Helge.
      Jeg er ked af at høre, at det er den slags, du bekymrer dig om, og mærker du til flere eller længere perioder med angst, vil jeg på det kraftigste anbefale dig at søge psykolog for at få hjælp til at håndtere angsten så hensigtsmæssigt som overhovedet muligt. Det er en utrolig stærk handling både at indrømme overfor sig selv, at man har angst – og ikke mindst at søge hjælp fra andre! I dagens Danmark er vi så heldige, at man mange gange kan få økonomisk støtte til psykolog. Hvis man går til sin læge, kan han/hun henvise dig til en psykolog, og alt efter, hvad dine udfordringer er, kan du få betalt en større del af din psykolog-hjælp. Typisk kan man få økonomisk støtte i op til 12 sessioner. Og er du medlem af Danmark kan du med den samlede støtte faktisk slippe så billigt som en hundrede-lap per session. For nogle vil dette selvsagt stadig være en større udgift, især når angsten omhandler økonomien, men det er også en af de største gaver, man kan give sig selv – ingen bør gå rundt med angst.

      Du får lige en lille øvelse, jeg selv lærte, da jeg gik til psykolog, med på vejen: Når du mødes af bekymringstanker – såsom “Når jeg at tjene nok til at få skibets bund bevaret inden hun synker” – så er det vigtigt at træde et skridt tilbage og se så rationelt på tanken, som du overhovedet kan. Først og fremmest må du stille spørgsmålet: “Er det noget, jeg kan gøre noget ved?” Hvis det er, må du finde ud af, hvad du kan gøre ved det. I dit tilfælde vil jeg mene, at der er mange ting, man kan gøre, og jeg nævner her et par forslag: Snak med nogle, du stoler på, om det. Har de nogle idéer til, hvad du kan gøre? Kan du få et lån fra banken? Hvis ikke, kender du så nogen, der måske kender nogen, som kan hjælpe med at financiere et privatlån til en fordelagtig rente? Hvad kan du gøre for selv at tjene mere? Søge et nyt job eller måske finde et ekstra deltidsjob, du kan klare hjemmefra eller som er i weekenden? Indtjening og lån er jo heller ikke alt: Se på dine udgifter. Kunne du eksempelvis finde en billigere kajplads? Eller et billigere teleselskab? Se især på de faste udgifter. Hvilke ting er absolut nødvendige at have og hvad er kun “nice to have”? Behøver du rent faktisk et abonnement på det dér magasin eller avisen, du kan lide at læse, når nu du kan læse det gratis på biblioteket? Kunne du handle smartere ind? Hvis der handles ind hver dag, så kan du faktisk spare en del bare ved at handle kun en eller to gange om ugen. Og du kan spare endnu mere ved at se de varer, der kommer i kurven, i sømmene. Behøver du virkelig at drikke andet end vand fra hanen og måske en enkelt kop morgenkaffe? Hvis du køber drikkevarer eller mad to go sparer du også på sigt en del bare ved selv at tage det med. Der er mange steder, man kan tage fat. Men er bekymringen ikke noget, du kan gøre noget ved – eller overhovedet en bekymring, som reelt set er dit ansvar, så er det på tide at give slip på tanken. Sig til dig selv, at det kan du ikke gøre noget ved, så der er ingen grund til at bekymre dig om det. Eller sig til dig selv, at det faktisk ikke er dit ansvar. Husk Newt Scamander fra Fantastic Beasts and Where to Find Them: “My philosophy is that worrying means you suffer twice.” Og i langt de fleste tilfælde sker det, vi bekymrer os om, rent faktisk ikke – så hvorfor bekymre sig om det?

      Du har skam helt ret i, at langt de fleste oplever eller vil komme til at opleve en eller anden form for angst i løbet af livet – og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting! Angst i sig selv er ikke et problem: Den er en naturlig reaktion på noget, der potentielt kunne være farligt, såsom da et menneske i tidernes morgen blev mødt af en sulten løve, mens et mere nutidigt scenarie ville være, hvis en eller anden skulle finde på at true dig. Det er din stress-reaktion – angsten – der er med til at få dig til at handle. Det får dit hjerte til at pumpe blodet hurtigere rundt og ned til dine ben og ud i dine arme, udvider dine pupiller og gør dig klar til kamp eller flugt. I sådan og lignende tilfælde er angsten en rigtig god ting, for ellers ville menneskeheden ganske enkelt ikke være her denne dag i dag. I sådan en situation er angsten reel og en meget rationel reaktion. Udfordringerne med henhold til angst opstår i vores samfund i dag, når vi ikke længere skal regne med pludselig at stå overfor en løve eller tilsvarende. Vi har stadig stressorer, men de er ikke længere så håndgribelige, og både angst og depression kan udvikles uden man nødvendigvis selv kan sætte fingeren på, hvad det er, der rent faktisk er udløseren. Og selv, hvis man ved lige præcis, hvorfor, så er det, der udløser angsten i langt størstedelen af tilfældene ikke en reel trussel, og angsten afstedkommes af noget, der for manges vedkommende er irrationelt. Men sådan føles det ikke for den, der rammes af angsten. Der findes derudover også mange forskellige typer af angst – såsom generaliseret angst, social fobi (og et utal andre fobier) og panikangst – og nogle typer påvirker mere negativt på ens liv end andre. Her i Danmark kan man måske godt leve med en mild udgave af angorafobi uden det har de helt store følger, mens social fobi kan være direkte hæmmende i ens liv og dagligdag. Jeg kan anbefale at læse bøger om emnet. Det er utrolig spændende læsning. For at få en forståelse af angst, depression og andre sindsslidelser har Peter Lund Madsen for ikke så længe siden jo faktisk udgivet bogen Frihedens Pris, mens Pia Callesens bog Lev Mere, Tænk Mindre handler mere om, hvad du selv kan gøre for at slippe af med den irrationelle, hæmmende angst. Og som jeg skriver i blogindlægget, så er intet så galt, at det ikke er godt for noget: Selvom man har angst eller kommer ud for en dårlig oplevelse, så behøver det ikke kun at være en dårlig ting. Ja, det er forfærdeligt i øjeblikket og ofte også i perioden efter, hvor man samler sine kræfter. Men efter det har man et valg, og man kan rent faktisk vælge at rejse sig fra de dårlige oplevelser. Oplevelser, der på sigt kan vise sig, at man ikke ville have været foruden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.