“Se dig dog for!” råber en cyklist til en anden, som jeg går ned ad vejen. Det er lige før, jeg stopper op på grund af stemmen, og jeg kigger hen mod cyklisten.
“Jeg så dig ikke!” råber en anden cyklist, mens han vender sig halvt om i cyklen for at sikre sig, at han bliver hørt.
“Så se dig bedre for!” råber den første cyklist igen, hvilket den anden cyklist prompte reagerer på:
“F**k dig!” råber han, som han svinger ind mod Netto. Der kan uden tvivl opstå farlige situationer, når vi ikke ser os ordentligt for – om det så er på cykel, gåben eller i bil. Men kan vi ikke også blive enige om, at vi bare er mennesker? At nogen gange, så kan vi komme til at overse noget? Især, når der rent faktisk ikke skete det mindste – behøver vi så at reagere så voldsomt? Hvor blev venligheden af?
Vi har nok alle sammen prøvet det: Vi har en dårlig dag, og pludselig virker det, som om al modgang er et personligt angreb mod dig. Måske du fik det forkerte ben ud af sengen. Måske du ikke fik din morgenkaffe (eller -the), eller chefen har måske været på nakken af dig hele formiddagen. Måske du lige har modtaget nogle dårlige nyheder. Og når ekspedienten så siger, at de ikke har mulighed for at lave det, du gerne vil bestille, så knækken filmen. Du hidser dig op og klager højt op om, at det også bare er for dårligt! At de ikke kan være det bekendt! Det er så let at skælde ud på andre og hele verden, når tingene ikke går efter ens eget hoved. Også selv når det er ting, som hverken du selv eller ekspedienten (eller måske nogen overhovedet) reelt set er herre over. Vi kan ikke styre, hvornår elkedlen eller kaffemaskinen går i stykker. Eller om der nu stadig er ledige pladser på lige præcis det tog eller det fly, du gerne vil med på. Om der stadig er ledige billetter til koncerten eller filmen, du gerne vil ind at se. Der er en grund til, at der er begrænset antal pladser og billetter. Der er trods alt noget, der hedder brandsikkerhed. Men selvfølgelig går den slags ting lige ud over dig – hvorfor kunne det ikke gå ud over dem derovre? Dem kender du jo ikke. Og Gud forbyde, at alle andre skal have det godt, når nu du har en dårlig dag!
Mange gange så glemmer vi, at vi ikke kan gøre noget ved disse ting. At ekspedienten ikke har noget at gøre med, hvorvidt kaffemaskinen er brudt ned, eller at der er en lang kø. Lur mig, om de ikke gør alt, hvad de kan, for at hjælpe folk så hurtigt så muligt igennem, for det er mindst ligeså stressende at se på en lang kø, som det er kedeligt at stå i én. Mon ikke at ikke ekspedienten er ligeså ærgerlig over, at de ikke kan tilbyde dig det, du gerne ville bestille, når nu det står med store bogstaver på skiltet over disken, at du kan købe dagens ret til “kun 119 kroner”? Og at, hvis de i stedet for at blive mødt med ord om, hvordan de ikke kan finde ud af, at købe nok ingredienser ind til retten, blev mødt med venlighed, er meget mere tilbøjelige til at finde en løsning på problemet? Eller i det mindste komme med gode forslag til lignende retter til samme pris?
Så, hvor blev venligheden af? Heldigvis er scenariet med de to cyklister ikke normen. Og det er det heller ikke at overfuse vore medmennesker, men ikke desto mindre er det noget, jeg er ufrivilligt vidne til og selv oplever med jævne mellemrum. Hver gang bliver jeg enormt overrasket – ja, faktisk mange gange fuldstændig paf. Det kan være utrolig ubehageligt at stå i sådan en situation, og mange gange er det omkring ting, hvor jeg personligt ikke kan se, at der er så stor grund til at hidse sig op over det. I stedet for selv at blive vred og komme med en sur kommentar, så tager jeg gerne en dyb indånding. Og gør så mit bedste for at svare på en så venlig måde, som jeg overhovedet kan. Forklare tingene, nogen gange skære dem ud i pap, så vedkommende forstår. Javist, det lykkes måske ikke altid, og jeg kan blive ret så frustreret, hvis jeg fortsat bliver mødt af vrede eller hele tiden bliver afbrudt. Jeg vælger nu at tro, at den slags sure kommentarer er til skyld for, at de selv har en dårlig dag – for reelt set kan jeg jo ikke vide grunden til det. Og så vil jeg helst tro det bedste. Vi behøver ikke at blive sure på verden og vore medmennesker, hver gang tingene ikke nødvendigvis går, som vi ønsker det. Faktisk kræver det en hel masse energi at være vred, så hvorfor ikke stræbe efter at møde verden med venlighed i stedet? Er det ikke også meget rarest selv at blive mødt med venlighed? Det kræver faktisk ikke så forfærdelig meget. Bare en dyb indånding – et halvt sekunds pause – inden vi reagerer. Og at vi gør os umage overfor hinanden.