OBS: Dette blogindlæg er samtidig udgivet på CreativeKatblog.wordpress.com på engelsk.
Dette er en af mine absolut foretrukne billeder om NaNoWriMo, som jeg kender til. Dem, som kender mig, ved, hvor glad jeg er for at se film og TV-serier – og New Girl er ingen undtagelse. Jeg kan rigtig godt lide billedet, ikke kun fordi jeg kan lide serien, men fordi der er så meget sandhed i den: Hvis nogen som Nick Miller, der i en stor del af serien stort set aldrig afslutter noget svært, der tager et stort antal timer at lave, faktisk formår at færdiggøre sin bog Z is for Zombie, så kan du også! Det kan godt være, det er en forfærdelig bog, men det betyder ikke noget. Ikke sådan… rigtigt. For han skrev den. Han færdiggjorde den faktisk, og han opnåede noget stort. Og ligeså kan du – og enhver anden. Så længe, du arbejder for det, og sætter det antal timer til side, som der skal til. Så længe du ikke lytter til din indre kritiker, når du skriver, (du har ikke brug for ham/hende indtil du skal redigere bogen). Og derefter skriver du bare. Skriv så dine fingre bløder. Læg din sjæl i det – og tiden. Selvom du måske ikke har (det har du højst sandsynligt ikke) nogen anelse om, hvor din historie er på vej hen. Selvom du vil tvivle på dig selv igen og igen. Selvom du vil se mod horisonten og på de mørke dage, vil du ikke kunne se lyset for enden af tunnelen, selv da fortsætter du med at skrive. Fordi du ved, at målstregen er derude et sted. Og de dage, hvor du ikke længere er bange for at skrive dårligt. Dagene, hvor din indre kritiker har holdt kæft. Dagene, hvor inspirationen kommer til dig og dine fingre glider ubesværet hen over tastaturet i noget, der minder om rekordfart. Det er de dage, der gør alle kampene, usikkerhederne og de mange timer siddende ved et skrivebord det hele værd.
Så – bare skriv.
