Under min nylige rejse til Italien blev jeg mødt af en følelse, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forventet: Det var en følelse af at høre hjemme. Sådan rigtigt hjemme, som man ellers kun har det, når man går rundt i de velkendte gader fra ens barndom eller i det nærmeste nabolag, hvor man har gået omtrent tusind gange før. Den følelse, man får, når man vender tilbage til sin lejlighed eller hus efter en lang dag på arbejdet.
Jeg har været i Italien mange gange før, og selvom, jeg synes, det er et fantastisk dejligt land, så er jeg aldrig nogensinde før blevet mødt af lige netop dén følelse, mens jeg har været undervejs. Alligevel var det dén følelse, der ramte mig på denne ulideligt varme sommerdag. En følelse af at høre til i en fremmed by i et fremmed land, der på mange måder ikke ligner mit eget, udover de tilnærmelsesvis obligatoriske Ikea-møbler. Lidt tilfældigt var det måske, at jeg for nylig havde læst om selvsamme fænomen i Peter Lund Madsens nyeste bog, Frihedens Pris – En kort historie om menneskehjernen, hvor jeg lidt havde affærdiget tanken som en anelse fjollet. Og her var jeg så ikke lang tid efter, og havde det ligesådan. Vi har alle brug for at finde vore egne ståsteder, og hvor vi føler os trygge og hjemme. For mig kom den følelse til mig, ligeså snart jeg satte foden ned fra bussen, og så mig omkring på det lille torv i byen Corniglia, der ligger i nationalparken Cinque Terre. Det hér, tænkte jeg, som jeg og min rejsefælle skyndte os med kufferterne på slæb hen til det nærmeste skyggefulde sted, det hér er stedet for mig. Og jeg blev kun mere begejstret, som vi udforskede byen.
Den efterfølgende aften – den anden aften på vores rejse – satte jeg mig ude på balkonen i den lejlighed, der udgjorde det for vores hjem i knap en uge, og skrev om vores første rejsedag. Jeg vil gerne dele disse skriblerier med jer:
Aldrig før har jeg følt mig så meget hjemme et fremmed sted. Og ikke bare en for mig ukendt by, men også i et helt andet land, hvor jeg ikke engang kender sproget. Ifølger Peter Lund Madsen er det eftersigende et velkendt fænomen, at nogle mennesker har et andet land, hvor de af uforklarlige årsager har et eller andet tilhørsforhold til. Det er dog vist oftest mænd, som han skriver i Frihedens Pris. Men det er nu engang alligevel sådan, jeg har det med Corniglia. Lige fra det første møde med selve byen (ikke stationen), har jeg på en eller anden måde bare følt mig… Ja, sådanset hjemme. Det er underligt – måske – men sådan føles det nu nok engang. Corniglia er en lille, smuk og enormt charmerende by midt i Cinque Terre – Italiens mindste nationalpark – og den er ligeledes den mindste af de fem byer i Cinque Terre på kun omkring de 250 indbyggere. Til gengæld er der en masse turister, men de fleste går hjem om aftenen, og den stille morgenstund kan nydes i det lune vejr på balkonen til den blide røst af, nogle få indbyggere, der snakker til hinanden.
Jeg er i hvert fald slet ikke i tvivl om, at jeg en dag gerne vil vende tilbage til denne fantastiske by – men meget gerne når temperaturerne er lidt mere håndtérbare end de 30 grader i en enormt trykkende hede. Måske det ville være muligt med en skriveferie hertil? Det ville være helt perfekt.
Er der et sted – måske et land, en by, en flække eller en bygning – i verden, hvor du uden nogen fornuftig eller forklaring grund føler, du hører til?