Biiip-biiiip-biiip! skriger vækkeuret insisterende. Det er på en anelse usikre ben, at du stadig halvt i drømme går hen og trykker på den berygtede snooze-knap, hvorefter du vralter tilbage i seng. Den dejlige lune dyne lægger atter over dig, og du blinker flere gange med øjnene. Egentlig vil du bare gerne sove videre, men du ved, at du snart skal op for at starte endnu en ny dag. Inden den starter kribler det dog allerede i fingrene, og mens du stadig har tankerne på drømmen, rækker du hånden ud fra det varme skjul under dynen og griber fat i mobilen. Det var det sidste, du lavede i går, inden du lagde dig til at sove, og det er det første du gør hver morgen: Nu skal mails og sociale medier tjekkes, imens du stadig får øjne og hjernen langsomt bliver klar til den nye dag. Det kunne jo være, der var sket noget spændende i nattens løb, og det er så forfærdeligt at gå glip af noget. Tænkt, hvis det var noget vigtigt?
Måske dette scenarie rent faktisk ikke passer på dig. Måske du er en af dem, der lægger mobilen til side om aftenen i god tid, inden du lægger dig til at sove. Måske du slet ikke har mobilen i nærheden, når du vågner om morgenen, og trangen til liiiiige at skulle se, hvad der har rørt sig i nattetimerne derfor ikke er så stor, at du gider at stå op for at hente mobilen, før du hjemmevant finder Facebook, Instagram, SnapChat og din betroede mailklient frem. Men realiteten er, at det er et kendt scenarie for rigtig mange af os – jeg selv inklusive. Mobilen er i de sidste år blevet mere end bare et simpelt værktøj til at ringe, SMS’e og spille Snake II på: Mobilen er blevet smart med alt, hvad det indebærer.
Undersøgelser har vist, at det ikke er unormalt for unge at tjekke deres smartphone op til 150 gange om dagen, og ofte bruges timevis med øjnene klistret til skærmen hver evig eneste dag. Det er mange gange det sidste, vi gør, inden vi lægger os til at sove, og det første, vi gør, når vi står op igen. Smartphones er mildest talt blevet en integreret del af vores liv. Det er også derfor, at Fucking Flink i samarbejde med Hjerteforeningen i øjeblikket kører et JOMO-event. Hvis du ikke ved, hvad JOMO betyder, så står det for “Joy of Missing Out.” Det er altså det modsatte af det såkaldte FOMO, det vil sige “Fear of Missing Out.” Eventet går simpelthen ud på, at man hver dag i tre uger slukker sin telefon i én time, hvor man gør noget unyttigt. Hver dag sender de flinke folk dagens foreslåede opgave til, hvilken unyttig ting, man kan gøre den pågældende dag. I den første uge handlede det om at se indad og gøre noget godt for én selv, såsom at gå en tur eller at læse, mens vi i den anden uge så lidt mere udad. Desværre har jeg selv været ramt af noget sygdom og hovedpine i sidste uge, så jeg tyede især til noget mere læsning foruden en aften i kreativitetens navn, mens de foreslåede opgaver bla. lød på at ringe til en ven bare for at høre, hvordan det går og at opleve et nyt sted (måske endda fare lidt vild) helt uden telefonen. Vi er nu trådt ind i den sidste og tredje uge, så det bliver spændende at se, hvad denne uges fokus er.
Det er, som læserne af min blog måske kan huske, ikke første gang, jeg har deltaget i et JOMO-event: Marts sidste år holdt Fucking Flink nemlig en JOMO-kampagne. Her skulle man begrænse sin brug af digitale tjenester. Det gik også rigtig godt i den uge, hvor det forløb, men bagefter faldt jeg hurtigt tilbage i de gamle vaner: Kampagnen forløb simpelthen ikke over langt nok tid til at skabe en ny rutine. Det tager eftersigende 30 dage før noget bliver en vane. De tre uger, hvor dette JOMO-event forløber, er godt nok ikke 30 dage, men det er tæt på. Og jeg er efter disse to uger i forløbet virkelig begyndt at se frem til min mobil-fri time, der mange gange bliver til halvanden eller to. Nogengange sågar en hel aften, som da jeg blev opslugt af det kreative projekt. Selvom jeg stadig fanger mig selv i at komme til at tjekke Facebook som noget af det første om morgenen (især, hvis jeg glemte at lægge mobilen væk i dens nye tilholdssted i en kasse i min entré), så kan jeg både se og mærke, at jeg bruger mobilen mindre. Jeg havde – inden eventet begyndte – installeret en app, der holder øje med mit mobilforbrug (ZenScreen), og mit forbrug foran mobilens blå lys er gået ned fra gennemsnitligt at ligge mellem halvanden-to timer om dagen til kun en halv time – altså lige udover den dag, da jeg lå syg. Appen tæller dog ikke telefonsamtaler og mit brug af min meditationapp (Calm) eller lydbøger med – kun reel skærmtid.
Og, hvordan mærker jeg så til, at mit mobilforbrug er blevet mindre? Det kribler ikke lige så meget i fingrene på mig, når jeg hører, jeg får en SMS. Mange gange fordi mobilen ikke ligger lige ved siden af mig længere, og det er sjældent så vigtigt at se, hvad der nu er tikket ind på mobilen, at det ikke kan vente til, jeg alligevel går forbi den. Men endnu mere, fordi jeg ikke længere er så bange for at kede mig. Faktisk så keder jeg mig utroligt sjældent, selv når jeg reelt set ikke laver noget. Jeg kan sagtens nyde turen i bussen på vej til arbejde helt uden at se ned på skærmen, men ved i stedet at se ud ad vinduet, mens verden kører forbi, og jeg mentalt forbereder mig til en hektisk dag. Det er lettere at koncentrere mig og arbejde fokuseret på et projekt, når jeg ikke hele tiden tænker på, om det nu var mobilen, jeg hørte brumme eller om det bare var min hjerne, der spiller mig et puds – eller måske det var en lyd udefra?
Den ene time, jeg bruger med mobilen slukket, er blevet min daglige pause. En pause, hvor jeg kan ånde ud, være til stede lige her og nu og ikke behøver at være tilgængelig for nogen som helst andre end mig selv og dem, der faktisk også er fysisk til stede i nærheden.
Og selvom Fucking Flink virkelig er utrolig flinke og sender mig mails hver dag i disse tre uger med forslag til, hvad jeg skal bruge min mobil-fri time til, så kan du jo også selv indføre en mobil-fri time, en mobil-fri morgen eller måske en mobil-fri aften helt selv eller sammen med en ven. Eller du kunne tilmelde dig til Fucking Flink og Hjerteforeningens tre-ugers JOMO-event her i februar eller i marts (eventet koster 49 kroner). Bare rolig – de bider skam ikke, men er faktisk ret så flinke. Og tro mig: Du vil takke dig selv for, at du valgte at holde en pause fra din smartphone – også selv, hvis pausen kun er for en kort stund.
Litteratur:
Sluk af Imran Rashi
(Dette blogindlæg indeholder affiliate links)