Jeg er for nylig hjemvendt efter en dejlig rejse til Norditalien. Jeg klarede flyveturen uden at gå helt i panik, selvom jeg godt nok på hjemrejsen var nød til at tage “skrappe” midler i brug i form af en guided meditation, hvilket fik mine nervøse nerver ned igen. Rejsen gik først til Italiens mindste nationalpark, Cinque Terre (jeg synes nu, at den var meget stor), efterfulgt af et par dage i Pisa. Det er første gang, jeg har været begge disse steder, selvom jeg efterhånden har været i Italien en del gange. Og flyveturen gik derfor både til og fra Pisa. Der er bare det ved Pisa lufthavn, at den ikke ligefrem er så kæmpe stor, hvorfor mange af flyene lige laver en vending på omkring de 180 grader, hvoraf omtrent de 90 grader af vendingen foregår ret så kort tid efter take-off; noget, der vil få enhver nervøs flyver til at risikere at gå op i det røde felt. Havde det ikke været for de par dage i Pisa, hvor jeg havde set utallige fly gøre det præcis samme, var det ikke helt og aldeles usandsynligt, jeg havde forsøgt at lægge mig ned i fosterstilling på flyverens gulv. Jeg er selvsagt ikke meget for de bevægelser, som flyveren laver, når den vender – hvor naturlige og nødvendige, de end er. Lidt ligesom, jeg heller ikke bryder mig synderligt om hurtige forlystelser. Men i den seneste tid før flyveturene havde jeg for første gang i mit liv, for alvor taget ansvar og forberedt mig – forberedelsen kom primært i, at jeg til dels havde læst og på det nærmeste nærstuderet Allen Carr’s bog The Easy Way to Enjoy Flying, der har været en fantastisk hjælp, og som jeg gerne vil anbefale på det varmeste til andre, og til dels ved at downloade de guidede meditationer, jeg kunne forestille mig, jeg gerne ville gøre brug af. Derved var jeg ikke afhængig af den Wi-Fi, der er i flyene.
Normalt har jeg det nemlig sådan med flyrejser, at rejsen er meget delt op: Der er en tid før rejsen, så selve rejsen (der først begynder, når jeg er landet sikkert på jorden igen, og som slutter ligeså snart jeg skal checke in i lufthavnen for at komme hjem), og så er der tiden efter rejsen. I bund og grund, så har selve flyrejsen nærmest ikke eksisteret, og jeg har gjort mit bedste for ikke at anerkende deres eksistens. Men sådan var det ikke denne gang. Jeg fik læst lidt. Kigget lidt ud af vinduerne, drukket noget the og cola, og snakket med min rejse-fælle. Og på hjemrejsen brugte jeg som sagt en del af den på at meditere. Tidligere har jeg læst – eller i hvert fald prøvet på det – og måske også fået noget at drikke, mens jeg inderligt håbede, jeg ikke ville behøve at gå ud på toilettet, for så ville jeg ikke være sikkert fastspændt i sædet. Men sådan var det ikke denne her gang, selvom jeg da stadig kunne mærke de samme tanker rumstere, så betød de ikke helt så meget. Og selvom jeg stadig bliver nervøs, og jeg må indrømme, at jeg havde enkelte perioder, hvor jeg tænkte “hvorfor gør jeg det her mod mig selv? Jeg skal ikke flyve igen!” så ved jeg, at det ikke bliver sidste gang, jeg sætter mig i en flyvemaskine. Og jeg ved også, at det vil være endnu lettere næste gang. Også selv, hvis jeg har fundet det nødvendigt atter at læse Allen Carr’s bog, bare for lige at få det hele genopfrisket og huske mig selv på, hvorfor jeg ikke behøver være nervøs over at flyve.
Måske det ikke er en frygt for at flyve, du lider af. Men vi er alle sammen bange, nervøse eller ængstelige overfor et eller andet. Noget, hvor vi ligefrem kan mærke i hver eneste fiber i vores krop, at det i virkeligheden er os selv, der af en eller anden grund holder os tilbage. Måske vi endda ved lige præcis, hvad der er grund til, hvorfor vi holder os tilbage. Hvis du gør dette, så er du heldig, for så ved du meget bedre, hvor du skal tage fat for at arbejde med din frygt. Selv ved jeg, at min frygt for at flyve er kommet af flere grunde, men hovedårsagen er vist meget simpel: Jeg har aldrig fløjet særlig meget. Jeg er født ind i en familie, hvor et par af os har flyskræk, så jeg var ikke synderlig meget ude at flyve som barn. Jeg har til gengæld en masse gode minder fra lange togture til blandt andet Gardasøen og Venedig i Italien og Berlin i Tyskland. Typisk med en mellem-“landing” i Hamburg, hvor vi tilbragte et par timer. Jeg fløj et par enkelte gange som helt lille, men det er kun turen til Grækenland, jeg meget vagt kan huske glimt fra, og siden den tid fløj jeg vist ikke igen før jeg kom i gymnasiet. De første par gange gik fint, hvorefter flyskrækken snigende gjorde sit indtog. Samtidig er det at flyve en ting, som jeg altid har ønsket, jeg kunne gøre, ligeså let som flere af mine venner og et par familiemedlemmer gør – eller i hvert fald får det til at se ud. Jeg har et eller andet sted altid gerne villet at se andre dele af verden, og min flyskræk sætter en grundig stopper for dette ønske.
At man skal gå efter at overkomme sin frygt, ængstelse og nervøsitet, er ikke nogen ny tankegang, men det gør den ikke mindre relevant. Folk som Tim Ferris (forfatter til 4-Hour Workweek og 4-Hour Body med flere) er faktisk en så stor fortaler for, at man skal arbejde med sin frygt, at han har udviklet sit helt eget værktøj til det, kaldet “fear-setting” frem for at sætte efter sine mål og drømme. Ikke fordi det er dårligt at have mål og drømme, men fordi det, man frygter, ofte er det, som man faktisk ønsker sig allermest. For mig er en af tingene, jeg længe har frygtet som sagt at flyve, til trods for at jeg elsker at komme ud og opleve ting og gerne vil se mere af verden. For dig er det måske frygten for afvisning – om det er af en ven, kollega, potentiel kæreste eller af din roman, som du derfor ikke har sendt ud til noget forlag endnu. Eller det kan være noget helt tredje. Det handler i stor grad om ikke bare at lære om sin frygt, men om at gøre tingene alligevel (hvilket tilfældigvis også er titlen på en fin bog skrevet af Susan Jeffers, der også er værd at læse). Man kan ikke undgå at føle frygt igennem sit liv. Men man kan lære at føle den uden at blive bange for frygten selv. Man kan lære at anerkende frygten og bruge den som et pejlemærke for, hvilke ting, der i sandhed er vigtige for én at overkomme. Man kan lære at gøre ting, selvom man føler frygt. Og det er i virkeligheden dét, som ægte mod handler om.