BlogMotivation

Fejr de små sejre

Fejr de små sejre

Noget jeg virkelig har skullet lære (og stadig lærer), er, at fejre de små sejre i min skrivning. De små milesten, som godt nok ikke betyder, jeg er helt færdig med mit projekt, men som til gengæld er et klart bevis på, at jeg er på rette vej – også selvom det måske går lidt langsommere end mit utålmodige sind nogen gange synes, det skulle gøre. Vi kender vel alle sammen udtrykket “alle bække små, gør en stor å,” og det er så sandt, så sandt. For det er alle de små skridt, vi tager på vejen mod vores mål, der betyder, at vi til sidst vil nå det.

Hvordan man fejrer disse milesten må man gøre op med sig selv. Måske man tillader sig en aften med en god film og masser af chokolade. En hyggelig cafétur med en ven eller måske bare en stille stund med en kop the og en bog (og allerhelst også en kat på skødet). Under alle omstændigheder, så finder jeg det mere og mere vigtigt at anerkende og fejre disse små sejre. Om det er, at jeg har skrevet en bestemt milepæl af mine rettelser ind på computeren (min seneste store fejring var, da jeg nåede side 100 i min roman), eller når jeg har påbegyndt et nyt blogindlæg. Ved at fejre de små sejre og ved derved at glæde sig over og være taknemmelig for fremskridtene – uanset hvor små og uanseelige de så må være – gør at det ikke kun er det helt store, overordnede mål (såsom en færdig bog), der er “godt nok.” Lige pludselig er selve processen også vigtig – og ikke mindst noget, man kan nyde og være nærværende i. Det hele behøver ikke at være så resultatorienteret.

Mange gange er det vigtigste, at man bare går i gang.

Og så skal man nok komme til sit mål på et tidspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.