Det ville i disse dage måske være oplagt at skrive et blogindlæg om Corona-virussen. Om hvordan jeg i øjeblikket oplever den påvirker os alle, selvom ingen jeg kender er smittede endnu (og heldigvis for dét). Eller om hvordan det i denne slags situationer er vigtigt at slå koldt vand i blodet, men stadig gøre sine forholdsregler og følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer. I stedet vil jeg dog tale om noget helt andet for måske i især en situation som denne, er det vigtigt også at tale og tænke på andre ting engang imellem. For virussen er da godt nok på alles læber i disse dage. Så lad os sammen dykke ned i fantasiens land og tænke på noget andet for en tid – selv hvis det kun er for en kort stund.
Jeg læser i øjeblikket Den Uendelige Historie af Michael Ende igen. Det er efterhånden rigtig mange år siden jeg sidst læste den. Over femten år siden, hvis jeg ikke tager meget fejl, for jeg har ikke læst den, siden jeg var et stort barn. Det er en bog som ingen anden, eftersom læseren både følger Bastian i “den virkelige verden”, mens vi samtidig får alt det at vide, som han læser i bogen om Fantásien. I min udgave er omslag og bog endda præcis som bogen også er beskrevet i bogen – ja, nogen vil måske sige det er sådan lidt Inception-agtigt eller meta. Jeg er i øjeblikket kun lidt over 100 sider inde i den 435 sider lange bog, men der var alligevel en paragraf, som virkelig ramte mig: Om følelsen af for alvor at blive opslugt af en bog. Det er noget, jeg selv oplevede en del som barn, men som jeg må indrømme, at jeg oplever mere sjældent nu i mit voksenliv. Måske fordi jeg læser færre bøger. Måske fordi jeg ikke længere sætter hele eller halve eftermiddage til at læse i af – og det tager jo tid at blive transporteret ind i fantasiens land. For som barn, dér læste jeg jo bare. Dengang var tiden mere til det. Eller måske det snarere var overskuddet. Måske var der mere af den barnlige fantasi, som gjorde at jeg blev ført væk og ind i bøgernes univers, men det håber jeg godt nok ikke. For fantasien – og måske især den barnlige fantasi og nysgerrighed – er så fantastisk, hvilket de, der har læst Den Lille Prins sikkert kan nikke genkendende til. For voksne er nu så mærkelige!
Det er svært at forstå menneskenes lidenskaber, og det går med børn akkurat som med de voksne. De, der gribes af dem, kan ikke forklare dem, og de, der aldrig har oplevet den slags, kan ikke sætte sig ind i det. Der findes mennesker, der sætter deres liv på spil for at bestige en bjergtinde. Ingen, og mindst af alt de selv, kan i virkeligheden forklare hvorfor. Andre ødelægger deres liv for at vinde en bestemt persons hjerte, selv om vedkommende ikke vil vide af dem. Atter andre går til grunde, fordi de ikke kan modstå bordets – eller flaskens – glæder. Mange ofrer alt, hvad de ejer og har, for at vinde i spil, eller de sætter hele deres velfærd ind på en fiks idé, der alligevel aldrig kan realiseres. Nogle bilder sig ind, at de kun kan finde lykken dér, hvor de ikke er, og farer derfor verden rundt livet igennem. Nogle enkelte kan ikke finde ro, før de har fået magt. Kort og godt, der findes lige så mange forskellige lidenskaber, som der er mennesker.
For Bastian Balthasar Bux var det bøgerne.
Den, der aldrig, eftermiddag på eftermiddag, har hængt over en bog i timevis, hed i ørerne og med strittende hår, og læst, så han glemte verden omkring sig uden at føle hverken sult eller kulde –
Den, der aldrig har ligget under dynen og læst hemmeligt i skæret af en lommelygte, fordi far eller mor eller en anden kærlig sjæl har slukket lyset med den velmenende begrundelse, at nu skulle man sove, for i morgen er der atter en dag, og man skal tidligt op –
Den, der aldrig åbenlyst eller i hemmelighed har grædt sine bitre tårer, fordi en vidunderlig historie var ved at slutte, og man måtte tage afsked med de personer, man havde oplevet så mange eventyr sammen med, som man elskede og beundrede, hvis frygt og håb man havde delt, og uden hvis selskab livet forekom én at være tomt og ligegyldigt –
Den, der ikke af egen erfaring kender til noget af alt det, tja, han vil sandsynligvis ikke kunne forstå det, Bastian nu gjorde.
Citat fra “Den Uendelige Historie” af Michael Ende