De fleste hverdage, når jeg går fra togstationen til mit arbejde som konsulent, sidder der ofte en lille skikkelse: En sort kat, med lidt hvidt på brystet, som holder øje med alle os, der går forbi. Og ofte sidder den der igen – eller stadig – når strømmen af mennesker er på vej hjem fra arbejde. Det er faktisk yderst sjældent, der går særlig mange dage mellem, at jeg ser den.
Mange gange sidder den blot majestætisk – som kun en kat kan – og ser på de forbipasserende, mens den enkelte gange kælent krummer ryggen eller slanger sig på jorden og gør sig til for os: Den kræver vores opmærksomhed. Men det er nu ikke fordi, den vil nusses eller på andne måde for tæt på (i hvert fald ikke endnu). Lige som jeg sætter mig på hug ved den, og inviterer den hen til mig, så går den væk. Og kommer jeg uforvarende tæt på, så er det med hurtige skridt, at den går en meter eller to ud af min rækkevidde. Alligevel er den lille kats tilstedeværelse blevet en lille, men glædelig del af min daglige rutine. Det er hyggeligt, som den lille kat vil holde øje med alle os travle bier, der skynder sig til og fra arbejde.
Jeg kan ikke lade være med at smile ved tanken om, hvordan den lille kat vogter over os forbipasserende for at sikre sig, at vi kommer godt til og fra stationen. Hver gang jeg får øje på den på stien, er det med gensynets glæde, og den får typisk en lille kommentar eller et “hej” med på min vej, hvis jeg da ikke endnu en gang forsøger at overbevise den om, at jeg faktisk er værd at snakke med og sætter mig på hug ved siden af den – så tæt på den nu tillader mig at komme.
Det er i sandhed de små ting i hverdagene, der gør tilværelsen en lille smule bedre ligegyldigt, hvilket ben man får ud af sengen. Og derfor er de små ting, mennesker og dyr værd at fejre.
