Der er vist ikke nogen, som er i tvivl om, at verden nu er en helt anden, end den var for blot lidt over en måned siden. Mange af os er blevet sendt hjem fra arbejde for enten at arbejde hjemme eller simpelthen uden at kunne arbejde, medens andre er sendt hjem fra skole og instituioner. Og selvom nogle snart får lov at komme tilbage på skolebænken igen, så er det på en anden måde end tidligere med meget mere afstand til hinanden og et stort fokus på at vaske hænder mange gange i løbet af dagen. Andre igen arbejder mindst ligeså meget, hvis ikke endnu mere end tidligere, varetagende nogle af de i øjeblikket vigtigste funktioner, der sørger for at samfundet stadig bliver holdt sammen.
For mange af os betyder det, at vi har mere tid til os selv, når vi nu ikke skal tage til og fra arbejde, eller måske endda ikke har noget reelt arbejde at varetage indtil man (forhåbentlig) kommer tilbage igen – hvis man da ikke tæller at tjekke nyhederne og besvare emails som arbejde. For mig selv betyder denne nye verden, at jeg pludselig har tid til ting, der ellers er blevet udskudt fordi de tager lang tid eller hvor energien ikke har været der. Noget jeg også ser dem omkring mig gøre – der er vist ikke mange huse i mit område, hvor der som minimum ikke er blevet svinget med en græsslåmaskine eller klippet en hæk, for der er sørme gang i rigtig mange haveprojekter og hvad-ved-jeg. For en tid er det, som om vi kan glemme alt det andet, der foregår, når det er muligt at nyde det pæne vejr og at arbejde ude i haven, hvis man da er så heldig at have sådan én. Og så er det nok et meget godt middel mod karantæne-kedsomheden, som så mange i disse dage oplever.
Selv er jeg endnu ikke hårdt ramt af denne kedsomhed, da jeg altid har projekter, jeg enten er eller gerne vil i gang med, men måske det faktisk er en skam. Forstå mig ret; det er ikke så spændende at kede sig, men måske kedsomhed ikke er en så dårlig ting, som det mange gange bliver portrætteret. Jeg er for nylig begyndt at læse bogen “Jeg slukker nu!” af Catherine Price. Bogen handler om at mindske ens forbrug af smartphones, og jeg er nok ikke den eneste, der kan nikke genkendende til, at den ofte bliver taget frem, hvis det hele bliver lidt for kedeligt og tiden skal slås ihjel. Det virkede derfor meget relevant at gå i gang med lige netop denne bog – især når jeg nu blev ved med hele tiden at tjekke både mails og nyhederne om corona-situationen, og det derudover er et emne, jeg har behandlet tidligere og som til stadighed ligger mig på sinde. I denne tid, hvor vi netop bliver anbefalet at bruge telefonen og computeren yderligere som et redskab til at komme i kontakt med vores venner, familie og resten af omverdenen, er det måske ekstra relevant at se på resten af ens telefon- (eller måske snarere skærm-) vaner. Jeg må indrømme, at jeg selv bruger både telefon, nogen gange tablet og ikke mindst mit tv lige lovlig meget, og selvom det til tider kan være en rigtig god oplevelse og hyggeligt at scrolle gennem Facebook eller se en film eller TV-serie, så er det også meget betinget vaner frem for et bevidst valg. Og når telefonen brummer hele tiden, kan jeg da en gang imellem mærke irritationen ulme over at blive forstyrret i det, jeg var i gang med.
I de sidste dage er jeg derfor begyndt at følge det 30 dage lange program i “Jeg slukker nu!”, som gerne skulle kunne hjælpe en med at få et sundt forhold til sin telefon. Kun seks dage inde kan jeg da også allerede mærke og se en forskel. Især i går, hvor jeg midt i al usikkerheden, vi lever med i denne tid, pludselig har haft en ro, jeg ikke har haft længe. Måske det også er fordi jeg er mere udhvilet, end jeg plejer, eller fordi jeg i øjeblikket har mere tid. Det giver et overskud til også at lave nogle lidt kreative ting og projekter, hvilket jeg altid har elsket at bruge min tid på, men hvor energien desværre nogle gange mangler. Det kreative, havearbejdet og andre projekter som jeg ser folk omkring mig være i fuld sving med, giver en tiltrængt pause fra nyhederne om corona-virussen og vores nu meget anderledes hverdag. Og måske – bare måske – giver dette pusterum og den kedsomhed, mange af os i øjeblikket oplever fornyet energi og ikke mindst kreativitet både derhjemme og i vores arbejde, når vi engang får lov at vende tilbage til vore respektive arbejdspladser. Som Catherine Price skriver i “Jeg slukker nu!” så er kedsomhed trods alt en god katalysator for kreativitet:
Kreativitet – det vil sige den proces, der leder til nye ideer – kræver afslappethed og mentalt rum, to ting, der er svære at opnå, når vi har travlt med vores smartphones. For at være kreativ skal du være udhvilet. […] Og kreativitet opstår ofte af kedsomhed, endnu en mental tilstand, vores telefoner meget effektivt hjælper os med at undgå.
Catherine Price, “Jeg slukker nu!”, JP/Politikens Hus, 1. udgave, side 73.