I går holdt vi fødselsdag. Ikke noget stort, men min kæreste fylder snart år, og vi havde nogle af vores nærmeste venner på besøg til brætspil efterfulgt af en tur i bowlinghallen og derefter spisning på en restaurant. Det var mange timer, og en af vennerne blev da også natten over, så vi sammen kunne en film sammen dagen efter. Det var super hyggeligt, og jeg nød virkelig både det gode selskab og aktiviteterne. Heldigvis elsker jeg også at spille brætspil, og vi er efterhånden en ret sammentømret flok, som jeg føler jeg kan være mig selv sammen med. Men alligevel har trætheden og udmattelsen ramt mig her dagen efter fødselsdagen. Som læserne af min blog ved, er jeg udpræget introvert og næsten lige meget, hvor meget jeg nyder nogens selskab, har jeg på et eller andet tidspunkt brug for noget alenetid til at lade op.
Før i tiden har jeg imidlertid tænkt denne alenetid som en tid, hvor jeg stadig godt kunne være fornuftig – bare fordi jeg er træt, kan jeg vel stadig godt gøre forårsrent, ikke sandt? Og lave et godt måltid mad. Og lige tage ud til hesten. Og måske også skrive en bestseller, og-og-og. Men realiteten er, at nej det kan jeg faktisk ikke. Min krop kræver ikke blot alenetid, men også hvile til at lade op. Noget jeg har været alt for god til at ignorere og berøve den fra, indtil jeg slet ikke har fungeret og kunnet andet end at ligge fuldstændig brak på sofaen, mens jeg har set TV – for ikke engang at læse, har der været energi til. Og jeg elsker ellers at læse. Måske du også selv oplever denne cyklus? En aften eller to på denne måde har så givet nok energi til, at jeg har kunnet lave lidt igen, men atter har jeg typisk taget munden for fuld og troet, at jeg havde flere timer til rådighed end der er i døgnet, lige indtil jeg igen brændte ud og hele cyklussen kunne starte forfra. Dag efter dag, måned efter måned – år efter år.
Jeg er så småt ved at indse, at jeg har brug for hvile. At den er livsnødvendig. At jeg har brug for at slappe af, tage det stille og roligt og bare lave det, jeg føler for i øjeblikket – fornuftigt eller ej. At det er nødvendigt for ikke bare at undgå denne nedadgående spiral af udbrændthed, men også for rent faktisk at kunne arbejde mere effektivt. Og ikke mindst for at kunne leve det liv, jeg gerne selv vil leve. For når jeg tænker på, hvad jeg faktisk gerne vil i livet er det langt fra den virkelighed, jeg fandt mig selv i. Jeg vil gerne have stille stunder; morgener med en rolig start, hvor jeg kan nyde en god kop the og se ud i luften eller måske endda læse lidt. Jeg drømmer tilbage på, da jeg var barn, og jeg sad læste en hel dag på sofaen eller måske på en madras ude i haven. Om da jeg skrev historier og var begejstret for det, fordi jeg nød processen uden tanke for, at det måske ikke faldt i alles smag eller aldrig ville blive udgivet. Jeg drømmer om flere dage med latter og at være til stede i nuet. Dage hvor jeg spiller brætspil med dem, jeg har kær og leger med dyrene i mit liv. Dage hvor der er tid til stille refleksion, gåture, at nyde flotte udsigter og at være nysgerrig på verden omkring mig. Jeg drømmer om et liv, hvor tingene tager den tid, de tager, og hvor jeg ikke er forhastet. Hvor mål og drømme stadig realiseres, men i et tempo og på en måde, så begejstringen for dem bibeholdes. Hvor livet ikke er styret af alenlange to do lister eller planer nedfældet på et papir, men i stedet leves i nuet.
Det er måske en lille ting, men at indse at verden ikke falder sammen, fordi jeg tager én enkelt dag fri for pligter, to dos, og jeg i stedet slapper af og gør lige præcis det, jeg har lyst til, er stadig et skridt i den rigtige retning. Et skridt hen mod det liv, jeg gerne vil leve. Og dét er en stor ting.
Vi er nogen gange nød til at give afkald på nogle ting, for til gengæld at sige ja til andre – vigtigere – ting. Også selvom det betyder, vi nogen gange er nød til at flytte på en deadline eller at sige nej til en aftale. Et nej til andre, kan være et JA! til dig selv.