I disse dage læser jeg for første gang Quiet af Susan Cain. Og den slags læsning skal man åbenbart passe på med, for det sætter uomtvisteligt nogle tanker i gang – og minder i spil.
Quiet: The Power of Introverts in a World that Can’t Stop Talking handler – hvis du da ikke allerede ved det – om at være introvert. Eller måske snarere om forskellene mellem at være primært introvert eller ekstrovert.
Jeg lærte første gang om, hvad det vil sige at være introvert, da jeg hørte en behagelig og rolig stemme forklare om det på Bogforum for nogle år siden. Jeg kunne ikke tro det, da jeg hørte kvinden fortælle – for her var der én, som sagde, at ikke bare var en stor del af det, jeg troede var forkert ved mig bare en del af min personlighed; det var også helt normalt! Andre har det også sådan, og det er fakisk ikke kun okay at være og have det sådan, det kan også bruges positivt og blive til en stor styrke.
Og stemmens ejermand?
Det var Anna Skyggebjerg.
Anna Skyggebjerg udgav i 2013 bogen Introvert – Stå ved dig selv, der var den første bog på det danske marked om at være introvert. Anna Skyggebjerg har i alt udgivet fem bøger, deriblandt Kærlig hilsen Anna og hendes nyeste bog: Gå tur – Om glæden ved at sætte det ene ben foran det andet.
Begreberne introvert og ekstrovert er nu ellers ikke nye: I 1921 beskrev Carl Jung de to personlighedstyper – eller de to typer af temperament – og de bruges den dag i dag som en del af Myers-Briggs personlighedstest. Det var nu ikke før Susan Cains bog – Quiet – at begreberne endnu engang kom frem, og de er i dag alment kendte. Den bedste beskrivelse af forskellene på mellem at være introvert eller ekstrovert, hørte jeg Anna Skyggebjerg forklare, men har senere set lignende forklaringer givet andetsteds: En ekstrovert er typisk dem, der efter en lang uge på arbejdet ved fyraften fredag siger: “Pyh for en lang uge! Nu skal jeg ud og have nogle velfortjente fredagsøl med kollegerne!” eller tilsvarende, mens en introvert typisk vil sige noget i stil med: “Pyh for en lang uge! Jeg kan ikke vente med at komme hjem og lade op!” Det betyder i bund og grund – og en anelse simplificeret – at ekstroverte får energi af at være sammen med andre (gerne flere), mens introverte lader op ved at være alene eller have dybe samtaler med en enkelt eller få andre mennesker.
Der er ingen, som er 100% introvert eller 100% ekstrovert. Det er et spektrum, som man derfor midlertidigt kan bevæge sig på. Det er derfor, man eksempelvis ser introverte, der er fantastiske på en scene, mens ekstroverte altså også godt kan lære at være mere komfortable med at være alene. Og ligger man midt på introvert-ekstrovert spektret? Ja, så er man en ambivert.
Mange vil måske påstå, at begreberne ekstrovert og introvert direkte kan sidestilles med ordene udadvent og indadvent, og selvom der da også er en sandhed i dette, så vil jeg vove at påstå, at ordene ikke er helt fyldestgørende overfor de to begreber. Det er nok især fordi, der specielt i den vestlige verden er associeret noget positivt til den ene og noget negativt til den anden (gæt selv, hvad er hvad), og jeg personligt gerne vil af med disse stigma, for i realiteten er den ene personlighedstype ikke bedre end den anden – den er bare anderledes. Og der er derfor også både glæder, fordele, ulemper og udfordringer lige meget, hvilken personlighedstype, man er.
Jeg er en selvproklameret introvert. Og en test i forbindelse med mit arbejde viste da også, at jeg er særdeles “indadvent,” som der stod. Det kommer nu ikke som en overraskelse for mig: Som barn brugte jeg timer og atter timer alene med næsen i en bog eller værende i gang med forskellige, kreative sysler. Jeg havde en god og solid vennekreds med kun et par meget tætte venner, hvoraf jeg er yderst taknemmelig for stadig at kunne kalde nogle af dem mine venner den dag i dag. Og jeg har altid haft brug for meget “nedetid” derhjemme efter sociale sammenkomster – især, hvis der har været mange mennesker, hvilket hurtigt udmatter mig og dræner mig for energi. Min idé om den perfekte fredag eller lørdag aften er i virkeligheden i selskab med nogle fiktive personer – siddende fordybet i en bog eller at se en god film – at lave noget kreativt eller at vlre sammen med en nær ven eller to over en god middag. Det skal helst være relativt stille og roligt, så har jeg det bedst. Det betyder på ingen måde, at jeg ikke elsker selskab: Jeg nyder at tilbringe en dag i Zoologisk Have med familien eller en ven, at gå i biografen eller spise ude. Jeg skal bare have tid til at lade op igen inden den næste udflugt – især, hvis der har været mange mennesker involveret. Og det betyder heller ikke, at jeg ikke kan strække min introversion og komme i kontakt med min mere ekstroverte side: Det er det, jeg gør, når jeg er til en jobsamtale eller da jeg gik til en mundtlig eksamen, når jeg er til en fest eller vælger at spendere tre dage i selskab med tusind andre bogglade mennesker til Bogforum. Det skal bare være noget, jeg vil nok – det skal betyde noget for mig.
Mit naturligt stille ydre og rolige stemmeleje, der er en af mine sidegevinster ved min introversion og personlighedstype, gør, at jeg som så mange andre introverte har gået gennem hele livet, hvor der er blevet kommenteret på det – negativt. Kommentarerne er blevet færre i de sidste par år, som jeg har udviklet mig, eller også er jeg efter at have opdaget, hvad det vil sige at være introvert bare blevet mere ligeglad, da jeg selv har lært at se mange af styrkerne i det. Men det ændrer stadig ikke ved, at jeg gik igennem det meste af mit liv og skulle lægge øre til disse ting – noget, jeg i sandhed håber og tror på er begyndt at ændre sig, for det er ødelæggende for at barn at få at vide og stillet den slags spørgsmål om-og-om igen fra yderst velmenende mennesker. Det har været alt for kommentarer om, hvorfor jeg er så stille og ikke siger “nok”, hvorfor jeg taler så lavt til at få at vide, hvor genert jeg er. Og ved du, hvad? Det har bare den sørgelige effekt, at man derved lige netop bliver genert og endda endnu mere stille. Det havde det i hvert fald for mig. Stemmen er svær at gøre noget ved, for taler man højere føles det som om, man RÅBER. For mig gjorde det også, at jeg troede, der var noget galt med mig, og min selvtillid og mit selvværd var længe ikke noget at råbe hurra for. Noget, jeg efterhånden har lært, desværre ikke er helt unormalt for introverte i den vestlige verden. Heldgivis er det blevet markant bedre, som der er blevet sat meget mere fokus på, hvad det vil sige at være introvert. Og bare det, at jeg dengang for nogle af siden hørte Anna Skyggebjerg fortælle om sin nye bog, har betydet, jeg har kunnet slippe langt størstedelen (omend ikke det hele) af min generthed og mange af mine usikkerheder. Det dukker stadig op fra tid til anden, og vil sikkert også gøre det resten af mit liv. Men jeg føler mig ikke længere “forkert” – også selvom mit stille ydre nogengange stadig forveksles med generthed, eller jeg bliver spurgt, hvorfor jeg taler med en så lav stemme. Er der mulighed for det, giver jeg dem hjertens gerne en lektion i, hvad det vil sige at være introvert, for jeg har et stort ønske om at være med til at udbrede denne viden, så andre ikke tror, der er noget galt eller forkert med dem på grund af deres stille ydre og behov for at lade op derhjemme, hvor der er ro. Og er der ikke mulighed for det, lader jeg det fare; de ved sikkert ikke bedre. Ikke alle har hørt om eller værdsætter forskellene mellem introversion og ekstroversion. Og de skal i hvert fald ikke diktere min måde at være eller leve på.