Nogle gange sker det her i livet, at noget slår os ud: Vi kommer ud af kurs og overskuddet til at klare mere end de mest nødvendige ting, er der bare ikke. Det er disse tidspunker, hvor vi mere end nogensinde, har brug for at tage den tid, der er brug for, så vi kan komme tilbage til vores ønskede kurs med fornyet energi.
Selv har jeg i det sidste års tid været ude for flere omgange med slinger i valsen, men der er ikke meget andet at gøre end at acceptere, hvordan man har det i øjeblikket og tillade det at være sådan – uden at flygte fra den sandhed, der stirrer én direkte ind i øjnene. Den eneste måde, man kan komme videre i livet og komme tilbage til sit “sædvanlige selv” er ved at lære, at selvfølgelig skal man give sig selv lov til også at være ked af det, ja sågar at have lidt ondt af sig selv – dog uden at det bliver en konstant resten af livet.
Jeg har ikke fortalt direkte om dette på bloggen tidligere, men for nogle måneder siden var der en pludseligt ulykke, hvor det ikke var sikkert om et familiemedlem ville overleve. Det var 16 dage med konstant op- og nedture, mens vi ventede og håbede på gode nyheder, og det eneste, der holdt mit liv nogenlunde normalt, var, at jeg havde mit arbejde at stå op til. Selvom jeg på ingen måde kan påstå, at jeg var en af dem i familien, han var tættest på, ramte det mig hårdt, da det viste sig, at han ikke klarede den; det var så pludseligt, og han var så ung. Nu – flere måneder efter – kan jeg stadig blive ret så forvirret, hvis jeg ser én på gaden, der har bare det mindste træk, som kunne minde om ham. Tiden under og efter havde jeg så godt som ingen ekstra energi til at følge mine egne mål og drømme, eller gøre noget så hverdagsagtigt for mig, som at ride den hest, jeg har halvpart på. Vi gik mange stille og rolige ture i dén tid. Og det er virkelig også i denne slags situationer, hvor man kan være nød til at tænke meget på sig selv. Ikke på en “hele verden er imod mig”-måde, eller uden at man tager hensyn til andre. Men at man må tage endnu mere hensyn til sig selv – og at tilgive sig selv for ikke at have overskuddet til at lave alle de ting, man gerne vil eller som man under normale omstændigheder ville have gjort. Kun derved kan man langsomt komme tilbage til sine sædvanlige rutiner og føle sig mere som sig selv, som livet og verden udenfor utrætteligt fortsætter. Det er en tid, der meget vel kan bruges på at genoverveje sine egne prioriteter og sit liv, mens man samler kræfterne.
Og kræfterne – overskuddet, motivationen og livet – skal nok langsomt, men sikkert, komme tilbage.
Selv, hvis du ender ud i en depression, så kan kræfterne godt komme tilbage igen. Du kan godt komme tilbage til livet. Det handler i stor grad om at tilgive sig selv. Indse, at det er en ret normal reaktion på en unormal situation. Og så handler det om at turde spørge om hjælp. Indse, at det faktisk er en enormt stærk og modig handling at fortælle andre mennesker, at man har brug for hjælp.
Jeg siger det igen: Kræfterne – overskuddet, motivationen og livet – skal nok langsomt, men sikkert, komme tilbage.
Jeg nævnte, at det efterhånden er nogle måneder siden, det hele skete, så hvorfor fortælle om det nu? I dag er jeg et andet sted i livet. Motivationen er tilbage, og ligeså er energien. Jeg går ikke og er ked af det, selvom jeg stadig bliver trist, når jeg tænker over det. Jeg værdsætter det, når nogen spørger ind til det, selvom jeg da godt kan komme til at få lidt våde øjne undervejs, som jeg fortæller. Men jeg valgte ikke at skrive om det, mens det hele skete, og jeg knap nok kunne finde hoved og hale på min verden; en tid, hvor arbejdet, mine to katte og især gåturene med min halvpart var noget af det, der gjorde, at jeg fik nogle tiltrængte pusterum og pauser, så jeg ikke kom til at tænke på det konstant. Især i tiden lige efter det skete, overvejede jeg meget, hvor meget jeg ville skrive om det – og om jeg overhovedet skulle skrive om det her på bloggen. På en måde føltes det alligevel alt for personligt, og på den anden side var det så vigtigt at fortælle.
I dag virkede det bare helt rigtigt at fortælle lidt om det, da jeg efter en af de perioder i livet, hvor alting syntes at komme let og godt, havde mine katte til tjek og vaccination. Den ene af kattene havde hostet en del på det sidste, og jeg mistænkte astma, som jeg ved at hendes mor vist også har. Derudover havde jeg godt lagt mærke til, at hun havde tabt sig – begge ting, der blev bekræftet af vores dyrlæge. Dyrlægen anbefalede blodprøve og eventuelt røngten, inden vi ville begynde astma-medicin, da katten er ældre og medicinen kan påvirke nyrerne negativt. Sidste mandag fik jeg svar fra en blodprøve om, at kattens nyrer rigtigtnok ikke er helt gode, selvom vi var heldige, at det blev opdaget så tidligt. Katte kan leve mange år med nedsat nyrefunktion, især når det opdages tidligt, men det kan aldrig blive bedre end det er nu. En eller anden dag er det meget sandsynligt, at nyrerne simpelthen bliver for dårlige, og hun ikke længere kan have et godt liv. Og da astma-medicinen kan påvirke nyrerne, besluttede vi at vente med dette. Men hun skal ikke begynde at hoste meget mere end nu, før det generer hende så meget, at det ikke kan undværes at medicinere. Så det er klart, at nyheden ramte mig hårdt. Tankerne kørte i hovedet: Kan jeg have været årsag til hendes nyresygdom? Skulle jeg have fodret anderledes? Hvad skal jeg gøre nu? Hvor lang til vil der gå, før hendes nyrer tager for meget skade? Kan hun tåle det, hvis hun også skal have astma medicin? Det er blandt andet også grunden til, at jeg ikke udgav et blogindlæg sidste mandag, som jeg ellers plejer. Det var overskuddet bare ikke til den dag. Og det måtte jeg afgøre med mig selv, at det skulle der også være plads til. Jeg har bloggen her, fordi jeg synes det er hyggeligt at skrive, og jeg selv føler, jeg har noget på hjerte. Noget, jeg håber, at andre også kan finde værdi i at læse. Jeg havde prøvet på at sætte mig ned at skrive, men efter at have stirret længe på den blanke skærm uden én eneste idé om emne eller en begyndelse, kunne jeg godt se, at jeg ikke ville få skrevet noget den dag. De næste par dage brugte jeg en masse tid på at søge nettet tyndt om nyreproblemer hos katte og nyrediæter. Jeg bestilte en masse mad og en fancy drikkefontæne, som jeg håber larmer mindre end den, jeg havde for nogle år siden, men som jeg bare ikke kunne holde ud at høre på. Tingene skulle komme i løbet af i dag, og nu – en uge efter nyhederne – er sindet endelig ved at være ved at falde lidt til ro igen. Jeg kan ikke ændre noget ved hendes nyresygdom eller astma. Men jeg kan sørge for at være ekstra opmærksom på hende, på den mad, hun spiser, om hun tager på (hvilken hun helst skal), om hun får væske nok og selvfølgelig nusse og snakke med hende. Jeg kan sikre mig, at hun har det så godt som muligt, og tage stilling til det, hvis jeg mærker på hende, at hun ikke har det godt længere. Og om et par måneder skal hun have taget blodprøve og tjekkes igen. Forhåbentlig med bedre nyheder denne gang.
Livet går videre – heldigvis.